Yderligere 500.000 kr. til pilotprojektet Danmarks digitale Koncertsal



DEOO – Danske Ensembler, Orkestre, og Operainstitutioner har i denne uge modtaget tilsagn fra Den Obelske Familiefond om 500.000 kr. til pilotprojektet Danmarks digitale Koncertsal. Sammen med midler fra Augustinusfonden og Aage & Johanne Louis-Hansens fond har projektet et samlet budget på 950.000 kr.


Corona-restriktionerne gjorde det sværere at være koncertpublikum. Orkestrene var sendt hjem, salene lukket helt ned og med ét mistede orkestrene al kontakt til deres publikum – det vil sige al analog kontakt; det var udelukkende via de digitale kanaler, publikum kunne møde musikken. Nedlukningen viste dog, at livemusik delt på nettet har fået utrolig meget opmærksomhed og høje seertal. Coronakrisen har således understreget et behov for at kunne række ud til koncertgængerne digitalt.

Projektet Danmarks digitale Koncertsal skal etablere en fælles digital koncertsal og koncertformidling for de danske ensembler og orkestre i et forløb over 3 år. Pilotprojektet skal vare 1 år og munder ud i både en platform og en rapport, der skal klarlægge mulighederne for den fremtidige forankring af platformen. En del af arbejdet vil bestå i at optage DEOO’s medlemmers koncerter og supplere med formidling af eksempelvis koncertprogrammet.

Platformen vil være inspireret af andre digitale koncertplatforme og vil sikre at medlemmerne har fuld kontrol over eget materiale. Den digitale koncertsal er et vigtigt strategisk skridt til at samle de digitale udbud ét sted, så det er nemt for brugerne at finde den musik, de gerne vil se og høre. Platformen skal også være med til at gøre brugerne nysgerrige på både det ny-komponerede og på eksisterende værker ved at udvikle spændende måder, musikken kan formidles på.

Den digitale koncertsal kan give nye spændende muligheder for at nå et langt større og bredere sammensat publikum end i dag, så langt flere får glæden af den professionelle klassiske musik og jazzmusikken direkte i deres stue, på togturen eller hvor end de har lyst. Tanken er at koble den fælles digitale platform sammen med alle DEOO’s medlemmers egne kommunikationskanaler.

Det betyder, at man i fremtiden skal kunne nyde klassisk og jazzmusik, både på tv, pc, telefon og tablet. Projektet kan ses som demokratisering af den levende scenemusik, som fremover ikke længere kun er til glæde for det publikum, der møder op i koncertsalene.


KONTAKT DEOO

DEOO - Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner

Vartov, Farvergade 27A 2 sal, 1463 København K Danmark
Tlf.: +45 51 29 13 79
Email: kontakt@deoo.dk
CVR: 38523120

  • Følg DEOO på facebook
  • Følg DEOO på twitter

© 2019 DEOO - Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner.