top of page

Ukendt kulturarv vækkes til live


Vokalensemblet Musica Ficta har i samarbejde med musikhistorikeren Ole Kongsted igangsat storstilet forskningsprojekt, som de næste tre år har til formål at udgrave og udgive musik fra den danske renæssance. Projektet vil tilgængeliggøre ukendt musik og ny viden om musiklivet på Chr. 4.s tid.


På Syddansk Universitetsbibliotek findes syv omfattende musikmanuskripter, som stammer fra renæssancen i Danmark. Hidtil har hverken dansk eller international musikforskning levnet dem nogen særlig opmærksomhed, da alt er ukomplet og det meste anonymt overleveret. Danmarks førende renæssancemusikforsker Ole Kongsted har i over 30 år arbejdet med at identificere samlingens komponister og har rejst rundt i hele Europa for at komplettere værkerne. Nu kommer detektivarbejdet endelig offentligheden til gode med udgivelse af musikken over de næste år. Det sker i et samarbejde mellem Musica Ficta, Ole Kongsted og musikforlaget Edition S.


”Opdagelserne er intet mindre end sensationelle, og arbejdet med udgivelser netop i disse år, falder mirakuløst sammen med Musica Fictas 3-årige projekt på Kronborg Slot, hvor vi dyrker musikken netop fra denne periode. Musica Ficta ser med stor forventning frem mod samarbejdet med forskningsgruppen og til at dele denne musikskat med den ganske musikinteresserede verden.” - Bo Holten, dirigent og kunstnerisk leder i Musica Ficta


Formålet med projektet er at undersøge, identificere og redigere omkring 340 værker fra særligt tre manuskripter, og det er ingen overdrivelse at kalde samlingen et musikalsk skatkammer af europæisk betydning. I samlingen findes musik af komponister, som stadig i vor tid betragtes som de største fra perioden, bl.a. en stor samling værker af Orazio Vecchi, som er så godt som totalt ukendte for et nutidigt koncertpublikum.


”En forskning i og udgivelse af dette nodemateriale vil ikke kun udstyre hele verdens udøvende ensembler med musik, som for en stor del aldrig før har været opført i moderne tid, men også give et nyt og revolutionerende billede af Danmarks plads som musikcentrum i senrenæssancens Europa.” - Ole Kongsted, forskningsleder


Forskningen vil undersøge de historiske omstændigheder, der omgærder materialet. Hvordan fandt denne betydelige nodesamling vej til Herlufsholm, hvor værkerne i mange år blev bevaret? Hvem var de centrale personer omkring nodesamlingerne? Hvilken rolle spillede Christian 4., Tycho Brahe og den måske endnu mere centrale musikpersonlighed professor og rektor ved Københavns Universitet, Johannes Stephanius? Besvarelsen af disse spørgsmål vil skabe en helt nye forståelsesramme for tidens kulturhistorie og placere musikkulturen på Christian 4.’s tid i et markant anderledes lys.


”Med Musica Ficta og Bo Holtens mangeårige og intense arbejde med renæssancemusikken, var det helt oplagt at slå pjalterne sammen med Ole Kongsted. Det er banebrydende, at et ensemble som Musica Ficta kan stå bag et akademisk forskningsprojekt i denne størrelsesorden, og vi er stolte af både at kunne bidrage til forskning i dansk kulturarv og formidle det praktisk gennem vores koncerter.” - Christian Tobiassen, manager i Musica Ficta


Projektet vil forløbe over tre år med Ole Kongsted som forskningsleder, ph.d. Peter Hauge som videnskabelig assistent og M.A. Harold Thalange som nodesætter. Det nære samarbejde med Bo Holtens Musica Ficta, Herlufsholm, Edition S. og Syddansk Universitetsbibliotek vil sikre, at musikken gennem foredrag og koncerter løbende kan formidles til musikere, forskere, koncertpublikum og almindeligt interesserede.


Projektet er støttet af Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Musica Ficta støttes årligt af Statens Kunstfond.



Faktaboks:


Herlufholm Skoles bibliotek (kendt som Herlufsholmsamlingen) består af ca. 40.000 bind. Købt af daværende Odense Universitetsbibliotek i 1968, hvor samlingen befinder sig i dag. Samlingen indeholder bøger, håndskrifter, kort, træsnit og der finder løbende forskning sted i forskellige dele af samlingen. Nærværende projekt er det første projekt, der beskæftiger sig med samlingens musikmanuskripter.


bottom of page