top of page

Ny borgerundersøgelse om danskernes brug af live-oplevelser

Opdateret: 4. sep. 2023

Et flertal af danskerne er enige om, at teater og koncerter er vigtige – men kun 40 procent har været afsted til koncert eller i teateret det seneste år, viser ny undersøgelse fra Applaus. Resultatet peger på barrierer som manglende kendskab og pris.



I Applaus’ nye borgerundersøgelse, spørges 5600 danskere ind til deres brug af live-oplevelser inden for teater, klassiske og rytmiske koncerter. I den nationale undersøgelse foretaget i 2022, svarer 61 procent af de adspurgte danskere at live-oplevelser, såsom klassiske koncerter, er vigtige. De adspurgte borgere mener bl.a., at kultur bidrager til dannelsen af den enkelte borger, og at live-oplevelser er vigtige. Dog viser undersøgelsen samtidig, at kun 40 procent af de adspurgte har været i teatret eller til rytmisk eller klassisk koncert det seneste år. Og den viden er vigtig for kulturbranchen. 26 procent af de adspurgte har været til klassisk koncert inden for de seneste 12 måneder.

Cirka en tredjedel synes, det er for dyrt

Borgerundersøgelsen viser, at cirka en tredjedel af de adspurgte synes, at det er for dyrt at gå til live-oplevelser. I undersøgelsens kvalitative interviews bliver stigende inflation, transportomkostninger, prislejets rimelighed og udgifter associeret med børns deltagelse nævnt som grunde til, at økonomi er en barriere.


Barrieren i økonomiske prioriteringer kan dog ikke ses som en isoleret faktor, da flere borgerne i undersøgelsen er villige til at betale for liveoplevelser i kulturlivet, hvis en række andre faktorer er på plads i planlægningen. Hertil viser undersøgelsen, at borgerne mangler viden om eksisterende kulturtilbud inden for rytmisk og klassisk musik samt teater, og at ukendte formater kan være en barriere for deltagelse.


Ser man specifik på de adspurgtes barrierer i forhold til klassisk musik, så svarer 25 procent at økonomi er en barriere, mens 41 procent angiver at manglende interesse er en barriere.


“Faktorer som prisleje spiller en rolle for de adspurgte borgere. Men cirka 15 procent skønner at have brugt mere end 1000 kr. på billetter til teater, rytmiske og/eller klassiske koncerter de seneste 12 måneder. Så analysen peger på, at der samtidig er en villighed til at betale for den helt særlige oplevelse. Her bliver det så meget desto mere afgørende for kulturinstitutioner at vælge den rette strategi for det publikumsfokuserede arbejde i en presset økonomisk tid,” understreger Lene Struck-Madsen.


Læs hele rapporten her.


Fakta om Borgerundersøgelsen 2022:

  • Målgruppen var danske borgere i alderen 18+ år. I alt har 5600 borgere deltaget i undersøgelsen. Stikprøven er udvalgt med udgangspunkt i repræsentativitet på køn, alder og region, som senere blev tilpasset med vægtning. 51% kvinder og 49% mænd har deltaget i undersøgelsen.

  • Borgerundersøgelsen udkommer årligt på www.applaus.nu, hvor alle frit og gratis kan downloade den.

bottom of page