top of page

Kulturministeren på DEOO’s årsmøde 2022: ’Jeres business er god for samfundet’


DEOO holdt i går d. 8. juni 2022 årsmøde med et åbent netværksarrangement for hele musikbranchen. Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen indledte mødet med dialog om vigtigheden af en musikbranche af højeste kvalitet i hele landet. Ved den efterfølgende ordinære generalforsamling blev musikchef i Odense Symfoniorkester, Trine Boje Mortensen, samt ensemblechef i Ensemble Storstrøm, Maj Kullberg, valgt til DEOO’s bestyrelse.


Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen gæstede i går DEOO’s årsmøde, der blev indledt med et åbent netværksmøde for hele musikbranchen. Ministeren åbnede mødet med en kort tale, hvor hun bl.a. takkede DEOO for sin store politiske indsats og lagde vægt på vigtigheden af, at musiktilbud af højeste kvalitet er tilgængelige for alle i Danmark. Ministeren understregede, at et politisk fokus på musikken ikke kun er godt for ensemblerne, men er godt for hele samfundsøkonomien. Musikkens udbredelse til flere borgere – herunder ikke mindst børn og unge – er derfor en vigtig prioritet. Ved den efterfølgende dialog med branchen lovede ministeren at bringe musikken med ind i de andre ministerier, ikke mindst til undervisningsministeren. Det glæder DEOO’s bestyrelsesleder Finn Schumacker:


”Aldrig er der blevet lyttet så meget til musik i Danmark, som der gør i dag. Men samtidig har uddannelsesniveauet inden for musik i vores grunduddannelser aldrig været lavere. DEOO ser et stort behov for at styrke musiklæreruddannelsen på professionshøjskolerne, og vi er glade for, at ministeren vil hjælpe os med at sætte fokus på problemerne hos kollegaerne i Undervisnings- og Uddannelsesministerierne.”


Klimasalon og fremtidens kulturliv

Deltagerne ved netværksmødet deltog også i en såkaldt Klimasalon orkestreret af organisationen Bæredygtig Scenekunst ved Jacob Teglgaard. Her blev givet inspiration til arbejdet med klimabæredygtighed i orkestrene og ensemblerne, diskuteret klimafakta på teater- og musikområdet samt tænkt kreativt og udviklet konkrete klimatiltag. Klimasalonen indleder et samarbejde mellem DEOO og Bæredygtig Scenekunst, der skal sætte emnet på dagsordenen blandt den levende musiks ensembler og orkestre.


Netværksmødet bød også på indblik i arbejdet hos Dansk Kulturliv ved Katrine Damgaard, forretningsudvikler i Dansk Kulturliv. DEOO er sammen med fem andre brancheorganisationer en del af alliancen Dansk Kulturliv, der så dagens lys i efteråret 2021. Det fremtidige arbejde i alliancen vil bl.a. centrere sig om bæredygtighed, trivsel og at skabe de bedste rammer for børn og unges møde med kulturen.



Foto: En del af DEOO's bestyrelse med direktør Asbjørn Keiding. På billedet (fra venstre): Trine Boje Mortensen, Jeppe Uggerhøj, Gabriella Bergman, Adam Stadnicki, Finn Schumacker, Else Torp, Asbjørn Keiding og Maj Kullberg. Bestyrelsen består desuden af Eric Enstrøm og David Riddell.


Nyt medlem af DEOO’s bestyrelse

Trine Boje Mortensen blev ved den efterfølgende ordinære generalforsamling valgt som nyt medlem til DEOO’s bestyrelse for perioden 2022-2024. Trine tiltrådte i september 2021 jobbet som musikchef hos Odense Symfoniorkester og har før det bl.a. været promotion director hos Wilhelm Hansen Musikforlag med ansvaret for den klassiske afdeling. Hun sidder desuden i bestyrelsen hos KLANG – Festival for Avantgardemusik og er formand for det nordiske Musikteater SAUM. Maj Kullberg blev genvalgt til bestyrelsesarbejdet.


”Jeg glæder mig meget til samarbejdet med både nye og genvalgte medlemmer DEOO’s bestyrelse,” siger bestyrelsesleder Finn Schumacker, ”Med valget af Trine til DEOO’s bestyrelse har vi nu igen landsdelsorkestrene repræsenteret i bestyrelsen, og jeg er sikker på, det sikrer en god balance mellem vores store og små medlemmer. Vi har et rigtig godt bestyrelseshold, der er klar til at tage fat på de strategiske udfordringer, vores medlemmer står overfor.”


DEOO’s bestyrelse består før konstitueringen af:

Finn Schumacker, bestyrelsesleder

Else Torp, vicebestyrelsesleder, Theatres of Voices

Eric Enstrøm, kasserer, Den Kgl. Musikkorps

Jeppe Uggerhøj, Musikhuset Aarhus

Maj Kullberg, Ensemble Storstrøm

Trine Boje Mortensen, Odense Symfoniorkester

David Riddell, Randers Kammerorkester


Suppleanter til bestyrelsen:

Gabriella Bergman, Esbjerg Ensemble

Adam Stadnicki, Det Kgl. Kapel


bottom of page