Af Asbjørn Keiding, direktør, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner,
Claus Hjortdal, formand, Skolelederforeningen,
Gitte Abildtrup, konstitueret direktør, Levende Musik i Skolen og
Lotte Trangbæk, generalsekretær, Landsorganisationen for Danske Musik- og Kulturskoler
Da vi danskere rykkede sammen – hver for sig – under de to corona-nedlukninger, fandt vi fællesskab i fællessangen. Hver morgen tændte tusindvis af danskere fjernsynet og følte sig forbundet med venner, bekendte og resten af Danmark. Musikkens styrke og nødvendighed blev tydelig for enhver. Kulturen blev en samlende vej gennem uvished og nedlukning – for både voksne og børn.
Desværre har musikken trænge kår i den danske grundskole og på læreruddannelsen, som inden for de nærmeste uger står foran en politisk revision. I dag uddannes langtfra nok lærere med musik som undervisningsfag, og der udbydes stort set ikke efteruddannelse til musiklærerne. Folkeskoler landet over kan ikke skaffe uddannede musiklærere. De utilsigtede effekter af denne udvikling er, at mange elever ikke møder kvalificeret musikundervisning, ikke udvikler væsentlige færdigheder og ikke kommer til at kende eller kunne videreføre og videreudvikle sang- og musikkulturen. I gymnasieskolen, hvor musikfaget i øvrigt også er blevet nedprioriteret gennem de senere år, er udmeldingerne, at eleverne bredt set ikke kender til fx dansk sangkultur og ikke føler sig komfortable med at synge.
Rapporten ’Musikfaget i Undervisning og Uddannelse 2020’, fra Danmarks Pædagogiske Universitet om status på musikundervisningen i Danmark, beskriver, hvor slemt det står til:
”De mest synlige uligheder vedrører praktiske musikfærdigheder i (…) musiklæreruddannelsen til folkeskole (…). Desuden er der en voksende ulighed i børns og unges adgang til kvalificerede musiktilbud i dagtilbud, folkeskole, musikskole og gymnasium.”
Musikkulturen dør, hvis ikke den udøves og opleves
Udviklingen er ikke blot katastrofal for den enkelte elev, der ikke får de handlekompetencer, som musikundervisningen giver dem. Der er fare for, at hele musiklivets økosystem er ved at tørre ud nedefra. For selvom vi har dygtige musikskoleundervisere, der løfter en del af økosystemet, har disse ikke mulighed for at nå alle elever i samme grad som folkeskolen. Faren består i – udover en frygt for at musikalske talenter ikke kan spire og gro – at vi i fremtiden vil se en monokultur i musikforbruget styret af algoritmer fremfor et velvalgt, selvvalgt musikforbrug på et oplyst grundlag. Vi vil ikke blot få et fattigere professionelt musikliv, vi vil få mindre vidende og mindre kulturelt deltagende samfundsborgere.
Der er brug for en politisk indsats. Uddannelsesordførerne på Christiansborg forhandler nye vilkår for læreruddannelsen, og musikundervisningen bør opprioriteres. Der er brug for langt flere uddannede musiklærere, der ikke er delt i A- og B-hold afhængigt af, hvor i landet de er uddannet. Der er brug for efteruddannelse for at sikre musiklærernes faglighed hele arbejdslivet igennem.
Møde med musikken og musikundervisning er vigtigt og giver kompetencer for og til livet. Det blev os ikke bare bevidst under corona-nedlukningerne. Musik er trivsel, deltagelse, oplevelse. Der er en dokumenteret sammenhæng mellem musik, indlæring og børn, der tror på sig selv. Glæden ved musik kan direkte omsættes til trivsel, som er en central forudsætning for al læring.
Deltagelse i musikalske oplevelser og fællesskaber styrker bl.a. evnerne til at lytte, reflektere samt koordinere og giver derved grobund for almen dannelse og øget læring i skolens andre fag. Færdigheder i musik inspirerer eleverne til at deltage aktivt i musik- og samfundslivet – både som publikum, udøvere og kreative medborgere. Musikken lærer eleverne at indgå i et fællesskab i samarbejdet omkring at skabe musikken og at skabe plads til deres kammerater. Musikken lykkedes kun, hvis man arbejder sammen efter fælles regler og bruger sine ører. Musikken inspirerer og giver rum for kreativ fordybelse og for, at også elever, som ikke nødvendigvis føler sig hjemme i de boglige fag, kan blomstre op og få øget selvtillid.
En skoledag med musik på skemaet giver variation og bryder monotonien. Musik udfordrer andre dele af hjernen end de boglige fag, ligesom eksempelvis idrætsfaget. Musik er sport for sjælen og bidrager til at skabe hele mennesker.
Musikundervisning i folkeskolen kræver mindst lige så megen faglighed, som alle andre fag i folkeskolen. De lærere, der i dag arbejder i skolernes musiklokaler, gør et enormt stort og vigtigt stykke arbejde. Men læreruddannelsen i dens nuværende udformning giver ikke de kommende musiklærere det fundament, de har behøver for at bygge deres musikalske kompetencer og didaktiske faglighed sikkert op. Førnævnte rapport ’Musikfaget i Undervisning og Uddannelse 2020’understreger, at det end ikke er alle uddannelsessteder, der tilbyder undervisning i sang og klaver, trods det indgår i kravene til eksamen. De lærerstuderende må selv opsøge disse kompetencer andetsteds.
Ifølge rapporten kan uddannelsesstederne frit ”(ned)prioritere musikfagets indhold, fordi beskrivelsen af musiklærernes kompetencer ikke nødvendigvis skal hænge sammen med undervisningens indhold.” Musikfaget nedprioriteres og – som rapporten fastslår – er ressourcetildelingen på flere uddannelsessteder utilstrækkelig.
Folketingets politikere har været gode til at støtte kulturlivet under corona-nedlukningerne, fordi det har stået klart, hvor vigtig kulturbranchen er for sammenhængskraft og trivsel i hele samfundet. Denne støtte ser vi også gerne brede sig til musiklæreruddannelserne, så vi ikke om få år står med endnu flere elever, der ikke trives og et musikliv uden kreative talenter.
Vi er klar til at være en del af løsningen, men vi har brug for dygtige undervisere ude på skolerne. Det kræver, at der bliver skabt bedre vilkår for musikundervisningen på professionshøjskolerne. Vi vil have musikken tilbage i skolerne!