top of page

DEOO bejler til Dansk Teater


Foto: ’Afgørende Øjeblikke’ spilles af Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester med understøttende fortælling af en dansk skuespiller, her Thure Lindhardt. Fotograf Kim Matthai Leland.


DEOO – Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner (DEOO) har netop afsluttet deres ordinære generalforsamling med stor opbakning til et forslag, der byder op til dans med Dansk Teater. Drømme om et tættere samarbejde mellem de to brancheorganisationer på scenekunstområdet vil skabe en stærk alliance, mener DEOO’s formand Eyvind Vesselbo – og potentielt dansk kulturs største arbejdsgiverorganisation.


Ved DEOO’s generalforsamling i dag onsdag d. 16. juni gav medlemsorkestrene og -ensemblerne et solidt mandat til, at bestyrelsen kan undersøge mulighederne for et tættere samarbejde med Dansk Teater.

Eyvind Vesselbo, DEOO’s formand, glæder sig over generalforsamlingens beslutning:

”Ja, man kan godt sige, vi bejler til Dansk Teater. DEOO’s medlemmer kan også se fornuften i et tættere samarbejde med Dansk Teater, hvis medlemmer jo ligner vores medlemmer på rigtig mange områder. Det være sig i forhold til rammerne på scenen, til det politiske arbejde, kontakten til embedsværket, arbejdsgiverrollen og jeg kunne blive ved…”, siger Eyvind Vesselbo og fortsætter, ”Det er jo langt fra en ny idé; både i Norge og Sverige samler organisationerne for scenekunst både musikken, dansen og teatrene – og i EU er vi medlem af samme interesseorganisation. Det vil give rigtig god mening for os – og for teatrene. Vi vil sammen kunne stå stærkere, få flere ressourcer og i højere grad tale kulturen op. Altså vi vil jo sammen blive den største arbejdsgiverorganisation på kulturområdet.”

Nu starter så arbejdet for at undersøge, hvilke muligheder der ligger for et tættere samarbejde.

”DEOO og Dansk Teater har samarbejdet i mange år og deler faktisk en medarbejder på kommunikationsområdet. Nu vil vi se nærmere på, hvordan et tættere samarbejde eventuelt kunne se ud. Vi vil derfor byde Dansk Teater på en god kop kaffe for at tale om vores tanker og ideer,” afslutter Eyvind Vesselbo.

Nye ansigter i DEOO’s bestyrelse

DEOO’s næstformand Finn Schumacker træder ud af bestyrelsen, da han stopper som musikchef for Odense Symfoniorkester.

Generalforsamlingen vælger David Riddell, Aarhus Sommeropera, Else Torp, Theatre of Voices og Eric Enstrøm, Den Kgl. Livgardes Musikkorps til DEOO’s bestyrelse, der nu sammen med de tre ovennævnte består af formand Eyvind Vesselbo, Katrine Ganer Skaug, Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester, Jeppe Uggerhøj, Musikhuset Aarhus, og Adam Stadnicki, Det Kgl. Kapel.



bottom of page