Den Ny Opera
Opera
Med udsigt til Vesterhavet og adresse i det smukke Utzon-tegnede Musikhuset Esbjerg ligger Den Ny Opera - Esbjergs musikdramatiske egnsteater.
​
Den Ny Opera opstod således som en naturlig professionel videreudvikling af initiativet bag Sydvestjysk Opera Ensemble. Fra etableringen i 1999 producerede Den Ny Opera hvert år 2 voksen-forestillinger med premiere i Musikhuset Esbjerg og efterfølgende turné rundt til landets teaterforeninger. Plus en årlig forestilling for børn, som spilledes på skoler og teatre over hele landet. Repertoiret: Opera - fra Händel og Mozart med originalinstrumenter i orkesteret over Wagners kæmpeværk Nibelungens Ring til nyskrevet musikdramatik for voksne og ikke mindst - for børn.
​
Bemærkelsesværdigt er naturligvis produktionen af Richard Wagners gigantiske opera-tetralogi Nibelungens Ring – 15 timers opera fordelt på fire forestillinger, som tilsammen udgør det absolutte hovedværk i det nittende århundredes musikdramatik. Den Ny Opera gennemførte, i samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester, produktionen af Ringen i årene 2003-2008 og slog dermed for alvor sit navn fast som en seriøs spiller på den danske operascene.