Nogle politikere hævder, at de mennesker, der kommer til Danmark, truer den danske kultur. Men selv samme politikere går foran, når der skal skæres på kulturområdet. Det er da paradoksalt.
Af Eyvind Vesselbo, formand for DEOO
Et tvunget håndtryk i forbindelse med tildeling af dansk statsborgerskab viser ikke nødvendigvis, at man accepterer dansk kultur og dermed har taget Danmark til sig.
Håndtrykket er ikke en enestående del af dansk kultur. Man giver håndtryk over det meste af verden.
Hvis man virkelig vil fremme en forståelse for danske kultur, så opnår man det ikke ved at tvinge en lille gruppe til at give hånd. Det ville være en fattig kultur. Dansk kulturliv fortjener bedre.
Man kunne i stedet bruge anledningen til at give de nye danske statsborgere mulighed for at opleve den store kulturelle mangfoldighed, der findes i det danske samfund.
Det kunne gøres ved, at regeringen afsatte en pose penge til, i et samarbejde med det danske kulturliv, at give disse personer én gave, som de kunne bruge til aktiviteter i kulturlivet.
Det er Folketinget. Borgmestrene har intet med sagen at gøre.
Regeringen ville ved at sætte fokus på dansk kulturliv tilkendegive, at den danske kultur ikke bare er et håndtryk, men en vigtig del af det danske velfærdssamfund, som ikke blot er et lille tilfældigt vedhæng for nogle få.
Det er nemlig fantastisk at opleve, hvordan kulturlivet blomstrer rundt om i kommunerne landet over på trods af besparelserne. Og hvordan kulturen bringer forskellige dele af det danske samfund sammen i et fællesskab om den danske kulturbaggrund og den danske identitet.
Derfor er det en tabersag for det danske samfund, når regeringen år efter år skærer ned på kulturområdet med 2 procent. Selv om regeringen har foreslået at give lidt tilbage af besparelsen, er det langtfra nok.
Derfor bør 2 procent-nedskæringen stoppe allerede fra 2019. Vi kan ikke vente til 2022. Det vil betyde store problemer på kulturområdet.
Kulturen kritiseres ofte for at være elitær, men kulturen bliver ikke mindre elitær af, at man skærer ned på økonomien. I stedet for på denne måde at tale kulturen ned bør politikere og kulturlivet i fællesskab tale kulturen op.
Det gøres ved, at der åbnes op, så flere får mulighed for at opleve den kreativitet og mangfoldighed, der findes i kulturlivet rundt om i Danmark.
Det gælder både for dem, der er på vej til at få dansk statsborgerskab, og ikke mindst for alle dem, som sjældent deltager i kulturelle aktiviteter. Kulturen er vigtig for fællesskabsfølelsen i Danmark – den fællesskabsfølelse, som er grundlaget for vores danske identitet.
Derfor bør kulturen og frisindet have høj politisk prioritet, også når det gælder integrationen.
Nogle politikere hævder gang på gang, at der kommer mennesker til Danmark i disse år, som truer den danske kultur. Det virker derfor paradoksalt, at det netop er de samme politikere, som går foran, når der skal skæres på kulturområdet.
Det er jo netop den danske kultur, den danske identitet og den danske kulturarv, som skulle være bolværket mod dem, de kalder de negative kræfter udefra.
Hvis de i stedet gik foran og bakkede op om den danske kultur, ville de virke mere troværdige og samtidig gavne kulturen.
Umiddelbart skulle man tro, at kulturpolitikken i Danmark skulle bruges til at fremme nogle positive, kreative og perspektivrige initiativer, som byggede på frihed, frisind, ligestilling, globalisering og ytringsfrihed.
Problemet er, at den politiske debat og de politiske beslutninger i Danmark i disse år går den modsatte vej, nemlig gennem at angribe netop disse helt fundamentale dele af den danske kultur og identitet.
Politikerne på Christiansborg burde i stedet bruge tid på at opleve kulturens betydning gennem den mangfoldighed af kulturelt liv, der findes rundt om i kommunerne.
Det har vi ikke råd til at miste.
Debatindlægget blev bragt i Politiken d. 18. september 2018.