Ars Nova Copenhagen

Ensembler

ARS NOVA Copenhagen blev grundlagt i 1979 og har for længst etableret sig som et af verdens fineste vokalensembler. Ensemblets chefdirigent og kunstneriske leder siden 2003 er den anerkendte engelske dirigent Paul Hillier. Ensemblet har specialiseret sig i fortolkningen af renæssancens polyfone kormusik og ny vokalmusik, der udføres med præcision og nerve og med en sound, som vækker opmærksomhed overalt i verden – og har igennem årene turneret i mere end 35 lande. Med en årlig koncertsæson i København og Aarhus, adskillige koncerter i det øvrige Danmark og tilbagevendende turnéer verden over, er gruppen i dag mere efterspurgt end nogensinde. I 2015 besøgte Ars Nova bl.a. Kina på en længere turné, som en del af det danske kulturfremstød, Ukraine og Tjekkiet og i 2016 samtlige nordiske lande, Tyskland og Schweitz.

 

Ars Nova har indspillet en lang række CDer, der har vundet adskillige priser; heriblandt en Grammy for The Little Match Girl Passion med musik af David Lang (med Theatre of Voices på Harmonia Mundi). Den seneste udgivelse 'First Drop' fra april 2017 har modtaget topanmeldelser i den internationale presse.

 

Heinrich Schütz har en helt særlig plads hos Ars Nova, idet gruppen i årene 2008-2011 har indspillet komponistens samlede dramatiske værker til påske og jul. I forlængelse heraf blev gruppen i oktober 2014 inviteret til at være artist in residence ved den tyske Heinrich Schütz Musikfest i og omkring komponistens hjemby Dresden.

Fotos: Ditte Capion og Jeppe Bjørn

DEOO - Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner

Vartov, Farvergade 27A 2 sal, 1463 København K Danmark
Tlf.: +45 51 29 13 79
Email: kontakt@deoo.dk
CVR: 38523120

  • Følg DEOO på facebook
  • Følg DEOO på twitter

© 2019 DEOO - Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner.