top of page

Stor glæde hos DEOO: Copenhagen Phil modtager midler på finansloven


Regeringen har sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet netop fremlagt et delforlig af finansloven for 2021. DEOO – Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner ser med stor glæde på, at Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester får en fast, årlig bevilling på 3,9 mio. kr. årligt i 2021-2024 på finansloven.


”Vi er meget tilfredse med, at DEOO’s gode argumenter for flere penge til Copenhagen Phil er blevet hørt af politikerne. Vi og orkestret har arbejdet længe og hårdt for, at orkestret får de midler tilbage, som de på vegne af alle de professionelle symfoniorkestre skulle finde som en del af 2%-besparelserne. Disse besparelser fik vi heldigvis fjernet sidste år – og i år ser vi så et fornuftigt, økonomisk løft til driften af Copenhagen Phil. Det er godt for dansk kulturliv – og det er godt for publikum,” udtaler formand for DEOO Eyvind Vesselbo.

Før 2020 stod Copenhagen Phil egenhændigt for 2%-besparelserne, som blev afskaffet med sidste års finanslov. Det har skabt et hul i budgettet hos orkestret, der har måtte lade ledige stillinger stå ubesatte hen.

”Copenhagen Phil leverer symfonisk musik til 46 af landets 98 kommuner. Det er en stor opgave. De spiller for fyldte sale og når ud til børn på hele Sjælland med musik af højeste kvalitet. Det er utrolig vigtigt, at orkestret nu kan fortsætte det gode arbejde med ro på bagsmækken,” siger Eyvind Vesselbo.

DEOO glæder sig også over de 10 mio. kr. årligt i 2021-2024, som afsættes til Levende Musik i skolen og landsdelsorkestrene og som vil være til gavn for alle børn i Danmark.


bottom of page