DEBAT - Sommerens mange klassiske musikfestivaler går på hæld, og både publikum og musikere ser nu frem til koncertsæsonen indendørs, hvor symfoniorkestre, ensembler og operakompagnier, store som små, vil præsentere et væld af programmer med musik og musikdramatik fra fire århundreder, iblandet en række uropførelser af danske og udenlandske komponister.
Men ikke alle steder er der fest. Skiftende regeringers effektiviseringsprogrammer har sendt det klassiske musikliv ud på en økonomisk glidetur, som på det seneste er accelereret til et niveau, hvor publikum ikke længere kan forvente samme kvalitet og omfang i orkestrenes koncertudbud. Det kan orkestrene i sagens natur ikke leve med, og på denne baggrund har en ny organisation set dagens lys: DEOO, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner.
DEOO har på nuværende tidspunkt 25 medlemmer, som blandt andre tæller flere landsdelsorkestre, DR’s ensembler, basisensemblerne, herunder Aarhus Jazz Orchestra, en række specialensembler, fx Concerto Copenhagen, militærorkestrene og et antal operakompagnier fordelt over det meste af landet.
DEOO’s mærkesag er at bringe politikere, myndigheder, institutioner og publikum sammen i den fortsatte udvikling af musiklivet i Danmark.
Her og nu handler DEOO’s indsats om at gøre opmærksom på, at ingen endnu har påtaget sig det kunstneriske eller samfundsmæssige ansvar for de ulykker, der i øjeblikket påføres musiklandskabet i kraft af de løbende 2% nedskæringer på de årlige tilskud fra Staten. Siden årtusindeskiftet har alene landsdelsorkestrene mistet tæt på 20 mio. kr. alene som følge af de løbende besparelser på hhv. en eller to pct. Det Kgl. Kapel, verdens ældste orkester, har indgået en midlertidig aftale om at gå på deltid, og Copenhagen Phil er i en aktion uden fortilfælde blevet frataget så meget af sin statslige finansiering, at orkestret inden for ganske få år er lukningstruet, hvis der ikke kan skaffes midler fra anden side.
Det politiske niveau, herunder skiftende kulturministre, henholder sig til, at når andre offentlige institutioner kan effektivisere for 2% om året, så kan kulturlivet også. Mange andre steder i den offentlige sektor, bl.a. i sundhedssektoren bliver der også advaret om, at effektiviseringerne skaber huller og forringelser i ydelserne, men på kulturområdet gentager den ansvarlige minister blot forventningen om, at det klassiske musikmiljø ved en større grad af samarbejde og dialog med blandt andet fonde, erhvervsliv og civilsamfund alligevel vil være i stand til at nå ud til flere publikummer og skabe mere og bedre musik for færre statslige penge.
Inspirationen til denne model for finansieringen af et kulturliv kommer givetvis fra England og USA, hvor bidrag fra erhvervsvirksomheder og private fylder meget mere i kulturinstitutionernes indtægtsgrundlag. Dette forhold bygger imidlertid på, at de grundlæggende samfundsstrukturer ser helt anderledes ud, herunder at der gennem århundreder er opbygget traditioner for, at den mest velhavende del af befolkningen bidrager direkte til kulturinstitutionerne mod skattefradrag. I Danmark har vi bevidst siden 2. Verdenskrig haft en ambition om, at alle borgere i vores samfund skal beskæftige sig med kunst og kultur, og derfor har vi indrettet støtteordningerne helt anderledes. Et opgør med dette er et legitimt politisk projekt, men det kræver målrettede politiske initiativer bl.a. på skatteområdet, og omstillingen vil kræve mange årtier.
Hos DEOO har vi svært ved at tolke regeringens nuværende ageren på anden måde, end at den klassiske musik og dens publikum kun er vigtig som leverandører af økonomisk råderum til andre områder i vores samfund, som den ønsker højere prioriteret. Regeringen savner kort sagt en kulturpolitisk vision, som tydeligt viser, at menneskers kvalificerede omgang med kunst og kultur er forudsætningen for sammenhængskraften i et moderne, mangfoldigt samfund. De mange tragiske skudepisoder og andre terrorhandlinger, både herhjemme og i udlandet, burde være en kontinuerlig påmindelse om nødvendigheden af øgede investeringer i kunst, kultur og uddannelse.
Man skal ikke længere end til Tyskland for at finde en helt anderledes og bevidst prioritering: Den 28. juni udsendte den tyske forbundsregering en pressemeddelelse, som annoncerer, at der på Forbundsregeringens budget for 2018 er afsat ekstra 300 millioner til kunst og kultur. Euro, altså. I samme pressemeddelelse kan man læse, at kulturbudgettet i kansler Merkels tid – det er siden 2005 – er steget med 60%. Med disse tal kan der ikke blot være tale om, at Tyskland generelt er blevet rigere, men at kunst og kultur indtager en højere stilling, end vi er vant til herhjemme. Den tyske kulturminister Monika Grütters erklærer da også, at ”Ekstrabevillingen understreger kulturens samfundsmæssige værdi, for kunst og kultur bliver mere end nogensinde efterspurgt som brobygger. Vi styrker dermed den for Tyskland så typiske kulturelle mangfoldighed og pointerer endnu en gang dette vigtige aspekt af vores nationale identitet.”
Dermed påtager den tyske kulturminister sig et ansvar på linje med Danmarks første kulturminister Julius Bomholt, der med en tydelig ambition om at gøre en forskel for befolkningen udtalte: ”Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig.” Dette udtalte ønske om at tage befolkningen i hånden i forhold til at beskæftige sig med kunst og kultur gik stille i opløsning i 1980’erne og 1990’erne og blev endegyldigt lagt i graven ved årtusindeskiftet samtidig med at statsminister Anders Fogh Rasmussen holdt sin første nytårstale, kaldet smagsdommertalen, hvor han sagde: ”Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.” I dag går den statslige kulturpolitik ud på at stille oplevelser til rådighed, men har mistet sin ambition om at bidrage til fordybelse, erkendelse og dannelse.
DEOO opfordrer derfor til, at kunst og kultur, herunder det klassiske musikliv og kompositionsmusikken, igen bliver centrale elementer i udviklingen af det danske samfund. Det er nødvendigt at rulle 2% besparelserne tilbage, og det er nødvendigt at formulere nye visioner for det danske musikliv, som i dag er defragmenteret og er præget af en række grundlæggende udfordringer: der mangler sammenhæng i uddannelsessystemet, der er betydelige sociale skævheder og samfundet går glip af en stor talentmasse, som i dag slet ikke får adgang til aktiv musikudøvelse.
Det vil DEOO gerne medvirke til at ændre. For vores musikliv er uendeligt mangfoldigt og bygger på århundrede gamle traditioner, som dels indeholder et unikt skatkammer af musikalske udtryk, og som samtidig er fundamentet for den fortsatte fornyelse og lysten til at eksperimentere. Vi tror på, at et stærkere kulturliv, herunder et langt mere aktivt musikliv med et stort folkeligt engagement vil bidrage til øget kreativitet, innovation og medmenneskelig forståelse og dermed på mange, vigtige parametre bidrage til en positiv samfundsudvikling.
DEOOs bestyrelse: Eyvind Vesselbo, talsmand Finn Schumacker, Odense Symfoniorkester Kristian Rahbek Knudsen, Aarhus Symfoniorkester Katrine Ganer Skaug, Esbjerg Ensemble David Riddell, Aarhus Kammeropera Jesper Lützhöft, Atheals ensemble Eric Enström, Livgardens Musikkorps Asbjørn Keiding, sekretariatschef