top of page

Ny håndbog med konkrete værktøjer til publikumsudvikling



Ønsker du at få flere publikummer til dine koncerter? Måske endda nye publikumsgrupper? Eller har du brug for ny inspiration til arbejdet med at engagere publikum? Som en del af publikumsudviklingsprojektet ’Tutti – musikken tættere på publikum’ har RasmussenNordic udviklet en håndbog med værktøjer, der er lige til at gå til i arbejdet for at nå nye publikummer. Håndbogen ligger frit tilgængeligt på applaus.nu.


26 værktøjer og 6 inspirationslister fordel på 7 temaer kan hjælpe de danske orkestres og ensemblers arbejde med publikumsengagement. Der er så mange ideer, spørgsmål og konkrete forslag til, hvordan man griber arbejdet an, at det ikke anbefales at kaste sig over det hele på én gang.

Temaerne er:

  • Brand

  • Kunstnerisk program

  • Koncertkoncept

  • Dataindsamling

  • Digital marketing

  • Formidling

  • Værtskab

"Kultur gør livet rigere, men især klassisk- og jazzmusik kan virke som et lukket rum for nye publikummer, selv dem som er meget nysgerrige. Når det sker, begrænses folk fra at få del i den rigdom, og det skal værktøjerne hjælpe med: Nemlig at orkestre og ensembler lukker døren op for flere gennem formidlingen af musikken, værterne, brandet og ikke mindst koncertoplevelsen på nye måder," udtaler Søren Mikael Rasmussen, direktør i RasmussenNordic, ”Rigtig mange af danskerne ER faktisk nysgerrige. De har bare brug for en lille hånd for at komme i gang, og den er vi nu klar til at give dem. Værktøjerne bygger på det, vi ved om danskernes forhold til musikken og orkestrene og giver derfor en bedre chance end nogensinde før for at møde publikum på deres præmisser.”


Tutti – Musikken tættere på publikum

’Tutti - Musikken tættere på publikum’ er et treårigt projekt iværksat af DEOO – Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner og udarbejdes i samarbejde med applaus og Rasmussen Nordic. Projektet støttes af Augustinusfonden. Tutti-projektet indeholder flere undersøgelser, en værktøjshåndbog og et udviklingsforløb, der hjælper ti danske orkestre og ensembler til arbejdet med publikum i centrum for deres organisation.

”De deltagende orkestre og ensembler har nu været i gang med det strategiske arbejde i regi af Tutti i godt halvandet år og har fået øget forståelse for, hvordan de kan nå nye målgrupper. Det er et skifte, der kræver noget af hele organisationen og både orkestrene og ensemblerne har små administrationer, der allerede arbejder hårdt for at nå det hele. Derfor er denne håndbog med helt konkrete værktøjer guld værd for orkestrene,” uddyber direktør i Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, Asbjørn Keiding, ”Og det gode er, at vi lægger håndbogen tilgængelig, således alle, der arbejder professionelt med formidling af klassisk musik og jazz, kan nyde godt af de tanker, der ligger bag bogen. I sidste ende er det til glæde for os alle som publikum til koncerterne.”

Projektet består af fire spor:

  • En undersøgelse af førstegangsgæsters brugerrejse

  • Et undervisningsforløb for bestyrelser, ledere og medarbejdere i de deltagende orkestre og ensembler

  • Udvikling af værktøjer til deltagernes arbejde med publikums- og forretningsudvikling

  • Formidling af resultater til deltagere og det resterende kulturliv

Formidling af projektets resultater er en vigtig søjle – og direktør i applaus Lene Struck-Madsen understreger, at det ikke blot er musikken, der kan nyde godt af værktøjerne:

”Tutti-projektet er målrettet 10 institutioner i den klassiske musik, som gennem det sidste 1,5 år har deltaget i seminarer og workshops, men de erfaringer og viden, som de har fået, skal naturligvis komme så mange institutioner til gode som muligt. Derfor har RasmussenNordic i samarbejdet med de deltagende institutioner udarbejdet en række brugbare værktøjer, som kan bruges af kulturinstitutioner fra hele kulturlivet,” udtaler Struck-Madsen.


Commentaires


Les commentaires ont été désactivés.
bottom of page