top of page

Digitalt musikprojekt skaber samarbejdsbroer på tværs



Nyt digitalt tilbud forstærker samarbejdet mellem musikskoler, professionelle orkestre og folkeskoler i musikundervisningen til stor gavn for børn og unge. MECLA er et internationalt samarbejdsprojekt mellem den digitale læringsplatform Charanga, professionelle orkestre, musik- og folkeskoler i Danmark, Tjekkiet og England og DEOO – Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner. Projektet er støttet af ERASMUS+ og centrerer sig om den digitale musikundervisningsplatform, Charanga Musikpartner. Charanga er bygget op som en cloud-baseret web-portal, der giver underviser og elever adgang til undervisningsforløb for alle klassetrin med lydfiler, noder, videogennemgang af nodemateriale, et helt særligt spilunivers for eleverne og meget mere.

Charanga er et værktøj især egnet til gruppeundervisning. ”Når jeg bruger Charanga med klassen samlet, er det næsten som at have en akkompagnatør i lokalet”, fortæller musiklærer på Skolen i Bymidten i Helsingør, Lene Schnack McGregor, der har brugt Charanga i klasseundervisningen, ”jeg kan slippe klaveret og bruge hænderne til at dirigere eleverne og hjælpe dem med f.eks. fingersætning undervejs.” Eleverne tager godt imod det digitale element i musiklokalet: ”Jeg oplever, at eleverne generelt er glade for Charanga f.eks. i 2. klasse, når de spiller på xylofoner. De spiller måske en sang med en eller to toner i, men fordi akkompagnementssporet kører på tavlen, så lyder det samlet set rigtig fedt,” siger Lene McGregor.

Platformen er udformet til brug i både musikskoler og i musikundervisningen i folkeskolen separat, men har også et stort potentiale for at styrke samarbejdet mellem netop musikskolen og folkeskolen. En del af MELCA-projektet går ud på indgående at undersøge denne mulighed. Mikkel Benn, musikskoleleder på Egedal Musikskole, der deltager i projektet og har bred erfaring med samarbejde med folkeskolen som en del af Åben Skole. Mikkel Benn, fortæller, at platformen giver mulighed for, at musik- og folkeskolelæreren kan undervise i samme materiale, men fra forskellige vinkler. ”Det er spændende at udvikle et konkret værktøj, som vi kan have en samtale omkring, når vi samarbejder mellem musik- og folkeskolen,” siger han, ”det allervigtigste medie er læreren, men Charanga fungerer som en rigtig god sparringspartner for underviseren.” Egedal Musikskole er gået ind i projektet med målet at få bredere indsigt i det pædagogiske undervisningsrum, hvor musikskolelærer og folkeskolelærer er sammen om at skabe musik og kultur i klassen.

Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester, der også er projektdeltagere, gav flere elever fra Egedal og Helsingør musikskoler en helt særlig oplevelse, da de den 3. juni spillede sammen med symfoniorkestret i Tivolis Koncertsal. Alle de øvrige, deltagende elever fik streamet begivenheden ud til deres klasselokaler på dagen. Materialet til koncerten øver eleverne via Charanga-platformen. Agnete Skibsted, producent hos Copenhagen Phil, ser stort potentiale i platformen: ”Jeg håber, at Charanga kan blive limen mellem de store kulturinstitutioner og lærerne. Charanga kan generelt give alle elever et kvalificeret møde med musikken i undervisningen og kan derudover måske blive dét bindeled, vi mangler, for at den helt almindelige folkeskoleelev motiveres til at finde en musikskole.”

Som en del af MECLA-projektet er brug af Charanga Musikpartner gratis, når platformen åbner op i efteråret 2019. Læs mere om MECLA og Charanga her.

Se side-by-side koncerten med elever fra Egedal og Helsingør musikskoler og Copenhagen Phil her.


Comentarios


Los comentarios se han desactivado.
bottom of page